Tangopodcasts
Læsetid 3 min.
René Bøgh-Larsen
– noget at lytte til mellem milongaerne
Hvad gør man, når man har tango-abstinenser? Hvis ikke en practica eller milonga er inden for rækkevidde, så kan man udvide sin indsigt i tango ved f.eks. at lytte til en podcast, der handler om tango.
Nedenfor omtales tre podcast-serier, som alle dækker tangoen fra forskellige vinkler. Især de sidste to har jeg selv haft stor glæde af.
Joe’s Tangopodcast
Joe’s Tangopodcast er en podcast, som amerikaneren Joe Yang har udgivet over en årrække, men nu ser ud til at være gået lidt (eller helt) i stå. Fortvivl dog ikke: Der er 233 episoder med over samlet set 120 timers podcast at lytte til – så der er nok at kaste sig over. Joe laver to typer episoder:
Der er korte episoder (få minutters varighed), hvor Joe reflekterer over et eller andet emne relateret til tango. Her taler vi om alt fra flow på en milonga, til utilfredshed med sin dans, eller tips til at overleve tango-festival workshops osv. Disse er – i min vurdering – uinteressante, fordi de - i modsætning til de lange episoder - mangler den substans det giver at have en ekstern kapacitet at tale med.
Og så er der de lange episoder, hvor Joe har en gæst, som han interviewer i podcasten, og det er her, podcasten får værdi. Emnerne er meget blandede – så uanset hvad, vil du kunne finde noget af interesse. Jeg har selv lyttet med stor interesse på flere af disse længere episoder:
Afsnit 091 om digital restaurering af gamle lakplader (som langt det meste af den tango vi danser til blev optaget på) med Paul Strudwick fra Bristol, der er sammen med sin hustru Bärbel Rücker (som vi for år tilbage havde som DJ til en festival her i Odense) arrangerer The Magical Roundabout Milonga og professionelt er lydtekniker hos BBC. Det er et afsnit fyldt med indblik i udfordringerne ved lydrestaurering, men også en masse anekdoter fra hans læringsproces over tiden.
Afsnit 188 med Dimitris Bronowski, der i sin bog fra 2022 ”How to dance more at milongas ” sammenfatter resultaterne af en undersøgelse, han foretog blandt over 16.000 tangodansere – både følgere og førere – om hvorfor, de vælger at danse med nogen, vælger ikke at danse med andre, og hvilke teknikker og strategier man som følger kan anvende for at få flere danse. Dimitris Bronowski, som har skrevet flere bøger, stiller ofte meget fundamentale spørgsmål i relation til tangoen og undersøger dem dernæst for at opnå reel indsigt. Afsnittet er særdeles spændende – også for mig som fører – for alt, hvad følgere oplever, er på sin vis et spejl af det, jeg (potentielt) selv kan opleve.
Joe’s tangopodcast findes på bl.a. Soundcloud: https://soundcloud.com/user-612466978/sets/joes-tango-podcast
Stine og Tangopolet og Stines tangotalks
Stines podcasts startede i sommeren 2022, hvor Stine Helkjær Engen – jeps, den Stine som spiller bandoneon i Orquesta Tipica Andariega, og som laver Dango – inspireret af ”Mads og monopolet” fik danske tangodansere til at indsende en masse tango-dilemmaer til sig.
I hvert afsnit af det, der kom til at hedde ”Stine og Tangopolet” inviterede hun tre gæster i studiet for at drøfte disse dilemmaer. Under vejs bliver der spillet lidt Dango ind i mellem samtalen om tango-dilemmaerne. Det er en hyggelig programserie, hvor man kan få belyst og løst dilemmaer, man måske selv kender – til tider råt for usødet. Der er i alt 6 afsnit af Stine og Tangopolet.
Siden er konceptet blevet internationaliseret fra Stines hjem i Buernes Aires, hvor der i ”Stines Tangotalks” tales engelsk. Grundidéen er den samme: Et lille panel drøfter sammen med Stine dilemmaer ved og omkring tangoen som dans, som social aktivitet, som personlig udvikling (og udfordring) og så videre. Stines Tangotalks er aktuelt oppe på 3 afsnit.
Både Stines Tangotalks og Stine og Tangopolet findes på Spotify: https://open.spotify.com/show/3zknfD7puBXo0yJxFopC86
Tango by year
”Tango by year”, som er skabt af Michael Levocha og Dag Stenvoll, er i udgangspunktet ikke en podcast. Tango by year var nemlig en række Zoom-møder, som, da verden blev lukket ned af Covid-19, skabte en forbindelse til tangoen, da vi ikke længere måtte danse. Heldigvis blev lydsiden optaget og udgivet.
Idéen var at lave et onlinemøde - åbent for alle - hvor værterne havde hver sin specifikke rolle. Norske Dag Stenvol, som er tango DJ, valgte året (Tango by year er altså tango fra et bestemt kalenderår) og den musik fra det år, han syntes var mest interessant. Engelske Michael Levocha, der også er DJ, men mere berømt som forfatter og foredragsholder om de største argentinske tangoorkestre, skulle efter hvert nummer kommentere det og fortælle om alt det, der på indspilningstidspunktet rørte sig omkring det aktuelle orkester, den enkelte musiker, i det argentinske samfund m.v.
Det blev til mange magiske aftner i Dags og Michaels selskab. Det første ”tangoår” var 1941. Optagelsen af mødet fik en længde på lige under 2 timer. Så kort blev ingen af de efterfølgende møder. Meget hurtigt opstod ”kravet” fra tilhørerne om et ”after-party”, når Dag havde været igennem sin planlagt playliste, og det blev hurtigt et fast ritual, at Michael efter den ”officielle” samtale om det aktuelle år, spillede supplerende tango fra samme år som et after-party.
Samlet er der optaget 130 timers samtale over 37 episoder, der alle – på nær et par ”specials” – omhandler et specifikt år i perioden 1926/27 til 1955. Samtalerne handler om tango som kultur og musik, om orkestrene og personlighederne, om myterne – og om hvordan tiden, politikken og økonomien påvirkede tangoen i et givent kalenderår. Samlet er det er en underholdende og musisk ”tour-de-force-uddannelse” i tangoens historie. En ganske enestående udsendelsesrække.
Det sidste afsnit – året 1943 (afsnittene kom ikke i numerisk rækkefølge år for år) – endte inklusiv after-party med at være 5 timer og 52 minutter langt. Og fordi det var det sidste, blev det også ret emotionelt. Alle vi faste tilhørere følte stor tilknytning til projektet, som også havde fået stor betydning for værterne selv. Jeg selv indrømmer, at mine tårekanaler stadig – her 4 år senere - er i højeste alarmberedskab, når jeg taler om det.
Siden har der været et par re-unions, som også ligger som afsnit, der kan afspilles.
Tango by year finder du på Soundcloud: https://soundcloud.com/user-342390385
Denne post er kreeret med kærlig hånd til tangomiljøet af:
René Bøgh-Larsen. 6 års erfaring som fører
3 år som TDJ med vægt på slut 1920'erne til midt 1950'erne.
Arrangerer en selvstændig practica, som afholdes hver 2. uge i Nyborg.
Som danser mest aktiv i Tango Sydfyn, Svendborg og Baila el Tango, Odense.