Tangoens orkestre – de fire store.

Artikel af René Bøgh Larsen om de mest betydelige orkestre i tangohistorien

I myriaden af tangoorkestre, som har indspillet musik, vi i dag stadig kan lytte til, er der fire, som skiller sig ud. De anses og omtales som ”de fire store” orkestre, fordi den store opblomstring, som tangoen fik i Argentina fra årene 1935 til op i slutningen af 1940’erne blev startet og til en vis grad drevet af disse fire orkestres nytænkning og kreativitet. De fire store var kort sagt de mest populære og dominerende på tango-scenen, og i dag er det en forventning, at alle fire bliver spillet mindst en gang hver i løbet af en milonga.

Juan D’Arienzo

Juan D’Arienzo startede ”revolutionen”, da han med sit orkester i 1935 ”vendte tilbage” til tangoens gamle dyder: Fokus på beat og rytme, med fire stærke slag (marcato) i hver takt (med undtagelser naturligvis), men nu spillet i et forholdsvist højt tempo. Situationen i starten af 30’erne var, at tangoen havde mistet popularitet: Jazz og foxtrot var mere populært på dansestederne. Og Juan D’Arienzo ”driblede” fra sidst i 20’erne og årene frem rundt mellem forskellige orkester konstellationer uden af få særlig succes.

Indtil 1935, hvor alting ændrede sig. Et godt eksempel at lytte til er ”Nueve de Julio” (9. juli), som hylder Argentinas uafhængighedsdag. D’Arienzos fortolkning går lige i fødderne: Ren beat og insisterende rytme. Selv de mere melodiske passager er underlagt det skarpe rytmiske staccato som vedholdende præger hele nummeret.

Nueve de Julio https://www.youtube.com/watch?v=xsG5maVmjpM

Denne måde at spille på, som varslede og startede en ny omfattende optur for tangoens popularitet, opstod ifølge overleveringer fra orkestermedlemmerne nærmest af sig selv: Musikerne øvede sig lidt for sjov ved at spille staccato på ”Chantecler” – en berømt natklub i Buenos Aires - hvor de var booket til at spille, og da D’Arienzo så, hvordan dette staccato ”gik i benene” på tjenerne, som gik og gjorde klar til dagens rykind af gæster, bad han orkesteret om at spille på denne måde for publikum også.

Juan D’Arienzo fik siden tilnavnet ”El rey del compas” – rytmens konge. Juan D’Arienzos orkester er musik til fødderne - særdeles dansabelt og insisterende.

At milongaerne rundt om i verden næsten altid afsluttes med tangoen ”La Cumparsita” skyldes, at Juan D’Arienzos indspilning af den i 1951 blev så populær, at publikum på ”Chantecler” ikke ville gå hjem, før orkesteret afslutningsvis spillede den:

La Cumparsita https://www.youtube.com/watch?v=-YORLGHi2UE

Over tiden indspillede Juan D’Arienzo lidt over 1000 tangoer, valse og milongaer. Orkesterets sammensætning ændrede sig naturligvis med tiden, og dermed ændrede også orkesterets udtryk sig, men den musikalske stil forbliver stort set uændret – med de variationer som ”tidens smag” medfører – tro mod det som havde skabt D’Arienzos succes: Beat, rytme og fire markerede slag i takten.

Læs mere om Juan D’Arienzo i ”Tango Masters: Juan D’Arienzo”, Michael Lavocha, Milonga Press

Carlos Di Sarli

Carlos Di Sarli – en gudsbenådet pianist – indspillede sine første 70 numre (de fleste af dem tangoer) i 1928 – 32 med Sexteto Carlos Di Sarli. I 1936 etablerede han sit Orquesta Carlos Di Sarli, som i 1939 indspillede sin første plade med Corazao, Carlos Di Sarlis egen komposition, og Retirao på henholdsvis A og B-siden af pladen.

Corazan – med blot 17årige Ruberto Rufino som sanger – blev en kæmpe succes. Et markant staccato i violinerne sætter rytmen, suppleret af bassen, som taktfast anslår et ”walking beat” til danserne, suppleret af smukke legatoer, hvor melodien får lov til at smyge sig om ørerne på lytteren. Ind i mellem Di Sarlis dekorationer på klaver, som binder elementerne sammen.

Corazon https://www.youtube.com/watch?v=e41rtnI2zbo

Dette bliver Di Sarlis musikalske stil: Et fast beat at gå/danse på, og variationer af smuk legato og rytmiske elementer i staccato, med klaveret, som nedenunder både følger beatet (fast venstrehånd på de dybe tangenter) og binder overgangene i musikken sammen i højrehåndens lyse dekorationer. Ingen andre orkestre lyder som Di Sarli, hvor det først og fremmest er melodien, der træder frem, og hvor der altid er blik for, at melodien skal kunne danses.

Carlos Di Sarlis signatur-tango ”Bahia Blanca” (hvide bugt) fra 1957 er Di Sarlis hyldest til sin fødeby og Atlanterhavet, som byen ligger ud til. Her har vi rolige legatoer som på skift stiger og svinder i intensitet, med violinernes staccato til at sætte rytmen og klaverets små ”broer”, der binder det hele sammen. Er det reelt havets bølger mod kysten og havnebolværket, vi hører? Det er i hvert fald en smuk og meget elsket tango.

Bahia Blanca https://www.youtube.com/watch?v=sshNXtxgqvo

Carlos Di Sarli har indspillet godt 400 tangoer – incl. dem han indspillede med sin Sextet 1928 – 32 – så der er nok at lytte til. Michael Levocah skriver i sin bog (se nedenfor), at Di Sarli ikke har indspillet et eneste halvdårligt nummer – alt er simpelthen fremragende. 

Og hvorfor bærer Carlos Di Sarli så altid solbriller på fotos af ham. Det gør han for at skjule glasøjet, han fik, da han var ung, efter et skuduheld i sin fars våbenbutik. Helt hvordan uheldet skete, ved vi ikke – der er flere udlægninger af historien – men hvis du er nysgerrig på Di Sarlis historie og musik så læs mere her:

”Tango Masters: Carlos Di Sarli”, Michael Lavocah, Milonga Press.

Osvald Pugliese

Af de fire store er Pugliese den, hvis lyd adskiller sig mest fra alle andre orkestre. Han beskrev selv sin lyd, som ”yumba” (Schoom-ba), hvilket skal forstås som en meget kraftig accentuering på 1. og 3. slag i takten, mens 2. og 4. er meget svage: Schoom-ba, schoom-ba. Man kunne også sige ”hård – blød – hård – blød”. Inspirationen til denne lyd fik Pugliese efter sigende fra storbyens larm og jag. Den perfekt introduktion til ”yumba” får man fra Puglieses egen komposition og ”signatur-tango” fra 1946, der ganske passende hedder ”La Yumba”:

La Yumba https://www.youtube.com/watch?v=qXVEuFLVlJA

Musikken hos Pugliese er kontrasternes landskab - dramatisk med ganske store variationer i det musikalske udtryk inden for den enkelte tango – fra pianissimo til forte fortissimo på få taktslag. Dette er ikke mindst tydeligt i de tangoer, hvor Puglieses sangere giver den gas. Det er smukt, følelsesladet, grandiost. Nok også lidt vanskeligt at danse til for mange, så Pugliese bliver ofte først spillet hen mod milongaens afslutning.

Esta noche de luna https://www.youtube.com/watch?v=NUSQtNHOgTI

”Don Osvaldo”, som han folkekært blev kaldt, var overbevist kommunist. Dette gjorde ham meget afholdt som orkesterleder, da alle musikere – inklusive ham selv – fik lige løn for lige arbejde. Men det gav også problemer gennem store dele af hans karriere at være erklæret kommunist: Orkesteret blev af myndighederne periodisk forsøgt undertrykt gennem forbud mod at optræde og Don Osvaldo selv sad jævnligt og i måneder ad gangen i fængsel – hvor han dog nød sine medfangers respekt og beundring. I de perioder, hvor orkesteret måtte optræde uden Don Osvaldo ved tangenterne, lå der en rød rose eller nellike på klaveret som symbol på hans fravær. Hvis du vil fordybe dig i Osvaldo Puglieses – meget lange – karriere, musik og historierne omkring den, finder du en god gennemgang her:

”Tango Masters: Osvaldo Pugliese”, Michael Lavocah, Milonga Press.

Anibal Troilo

Hvor både D’Arienzos, Di Sarlis og Puglieses musikalske udtryk står ret skapt er Anibal Troilos mindre ”profileret” på specifikke kendetegn. Men han gjorde en ting, som forandrede den “dansable” tango for altid: Han introducerede sangeren og fortolkningen af tangoens lyrik, som hele pointen med musikken.

Hidtil havde sangeren været et supplement i danseorkestrenes musik – et indslag, der supplerede orkesterets instrumentale udtryk. I ”tango cancion” (se artiklen ”Den ultra korte forklaring og historie om tango”) var pointen at lytte til lyrikken – ikke at danse. Dette ændrede Troilo fuldstændigt, da han introducerede den sungne lyrik ind i den tango - ”Tango milonguero” - man dansede til.

Et sublimt eksempel er ”Toda mi vida”, som Troilo selv skrev musikken til: Ovenpå en hurtig ”grundrytme” moduleres melodien og det vers og omkvæd, som Francisko Fiorention efter ca. et minut synger. Det, der er slående, er at den instrumentalt spillede melodi lyder nærmest identisk med den sungne: alle sangerens ord og fraseringer er nærmest gengivet i den instrumentale del af nummeret. Det er næsten som om orkesteret og sangeren synger duet.

Toda mi vida https://www.youtube.com/watch?v=yPHYf_m9QdY

Dette fokus på sangeren og lyrikken blev et kendetegn Anibal Troilo, hvis musik er både virtuost og sofistikeret, men også kan være vanskelig at danse til – uanset hvor smuk den end lyder. Den mest dansable periode hos Troilo er nok årene 1938-43, hvor han samarbejdede med Francisco Fiorentino – i alt indspillede de 62 numre sammen, så der er heldigvis nok at vælge imellem.

Anibal Troilo blev kaldt ”den bedste bandoneon i Buenos Aires” på grund af sin dybe musikalske forståelse og evnen til at omsætte denne forståelse til musik, der rørte hjertet. Alligevel er der ikke mange solo’er med ham, i alle de numre han indspillede med sit orkester, for han fremhævede ikke gerne sig selv på bekostning af det musikalske udtryk. Heldigvis startede han i 1953 et samarbejde med guitaristen Roberto Grela og sammen indspillede de 29 numre. Lyt f.eks. til denne vals fra 1953:

Palomita Blanca https://www.youtube.com/watch?v=78WRK2okMWk

Læs mere om Anibal Troilo, hans musik og de mange historier om, hvor godt (men distræt) og elsket et menneske han var her: ”Tango Masters: Anibal Troilo”, Michael Lavocah, Milonga Press.

Læs også artiklen: ”Den ultra korte forklaring og historie om tango”