Den ultrakorte forklaring og historie om tango

Tango – den ultrakorte forklaring og historie

Tango er en musikgenre, som opstod i Argentina og Uruguay i slutningen af det 19. århundrede, da europæiske immigranters og afrikanske slavers musikalske traditioner mødte hinanden. Der er spor af bl.a. argentinsk folkemusik, europæiske danse (som f.eks polka og vals) og afrikansk candombe i tangoen.

I denne meget korte forklaring ser vi på, hvad der er typisk for tango – men som med alt der er ”typisk” findes der naturligvis (mange) undtagelser.

Tango findes i to overordnede kategorier: Tango cancion (sunget tango), som fortrinsvis er tiltænkt at lytte til, da den ikke er særligt dansabel, og Tango milonguero (”danset” tango), som er overordentlig dansabel musik.

Her beskæftiger vi os med Tango milonguero – dansabel tango.

Tango – den dansable slags – er en relativt kort komposition, som fremføres instrumentalt eller med sang. Der er næppe nogen, som kan svare på, hvor mange forskellige tangokompositioner, der findes, men adskillige af de mest populære tangoer daterer sig langt tilbage i tangoens historier, og er blevet fortolket af mange forskellige orkestre i mange forskellige arrangementer.

Der findes indspilninger af tangoer fra siden teknikken til at fastholde lyd på et medie blev opfundet, men det er først med den elektriske mikrofons indtog i Argentina i 1926, at optagelserne for alvor blev værd at lytte til for os i dag.

Teknisk er tango en melodi i med fire slag i takten, hvor trykket lægges på det første og tredje slag (1 – 2 – 3 – 4) i takten. Det er denne fordeling (”marcato” eller på dansk ”markering”) af rytme, som udgør fundamentet i dansen, idet man tilstræber at flytte sig på de markerede slag (1 og 3). Grundstrukturen i melodien er gentagelser af A-, B-, og evt. C-melodistykker, som typisk har 32 takter hver. Varigheden af hele tangoen er typisk mellem 2,5 og 3,5 minutter.

Denne grundstruktur har eksisteret siden tangoen blev opfundet, men udtrykket i musikken har naturligvis ændret sig over tid. I tangoens ”barndom”, har fordelingen af marcato og melodistruktur været meget fast og med en forholdsvis enkel instrumentalisering.

I takt med at musikken modnedes opstod der imidlertid innovationer på alle mulige måder: Rytmiske variationer; moduleringer i styrke eller melodisk tempo; variationer af grundstrukturen med videre. Hvert orkester – i det der allerede fra 1910’erne var et kompetitivt musikalsk miljø – søgte at finde sit eget udtryk. Så selvom tangoen altid er genkendelig som genre, er den uendeligt varieret på grund af musikeres og orkesterlederes kontinuerlige udvikling af det musikalske udtryk.

Et af mange eksempler på tangoens udvikling er ”9 de Julio (Nueve de Julio)” – en tango til fejring af Argentinas nationaldag. Den blive indspillet første gang af Orquesta Roberto Firpo i 1917 og igen i 1927. Siden fulgte mange indspilninger – her en række eksempler fra fremtrædende tangoorkestre i perioden 1917 - 1966:

Opfindelsen af grammofonen havde utvivlsomt en betydning for udbredelsen af tangoen til resten af verden, som ikke kan overvurderes. I 1920’er rejste de første argentinske tangoorkestre på turné til Paris, hvor tangoen blev modtaget med stor entusiasme og hurtigt blev meget ”high-society-fasionabel”. Herfra spredte kendskabet sig til resten af Europa, og også i dansk populærmusik findes tangoen som genre fra sidst i 20’erne.

I Argentina blomstrede tangoen i flere perioder – den mest berømte ”det gyldne årti” fra 1937 sidst i 1940’erne, hvor den musikalske variation og kompleksitet og antallet af nye kompositioner, orkestre og indspilning nåede sit højdepunkt.

Med afslutningen 2. verdenskrig (i hvilken Argentina var neutral og forholdsvis kulturelt afsondret fra resten af verden) åbnedes Argentina igen for nye musikalske indflydelser fra USA og Europa i form af jazz og siden rock. I takt med disses stigende popularitet og kombineret med indenrigspolitiske omstændigheder, hvor tango-kulturen og visse fremtrædende orkestre i perioder blev kraftigt censureret, mindskedes tangoens popularitet, og det innovative miljø omkring tangoen, som blomstrede i det gyldne årti, forsvandt gradvist – dog uden at forsvinde helt.

I Europa var tangoen imidlertid nærmest glemt, da danseshowet ”Tango Argentino” med Maria Nieves og Juan Carlos Copes i 1980’erne turnerede Europa, hvilket genfornyede interessen for dansen og musikken. I dag er tango-kulturen levende over det meste af verden, tango er som genre kommet på Unescos liste over ”immateriel kulturarv”, og den dyrkes igen intensivt i Argentina, både i sin klassiske form og i former, hvor nye generationer eksperimenterer med at give tangoen et mere nutidigt musikalsk udtryk.

Bliv klogere på de fire store tangoorkestre i René Bøgh Larsens artikel om emnet