Hvad er tango?

Det er tit jeg står i en situation hvor jeg skal fortælle hvad argentinsk tango er. Og jeg snubler næsten altid over min egen larmende tavshed, mens jeg overvejer om jeg skal spørgere ind til hvad de har af danseoplevelser. Eller om jeg skal starte med at fortælle om kulturen i den argentinske tango der fylder lige så meget som selve dansen.

 

Argentinsk tango bedst kan sammenlignes med dansedelen ved en familiefest.

 

Falder samtalen på dansen, så har mange prøvet at gå til standard- og latindans eller set tangoen i Vild med dans. Og det næste der sker, er typisk at jeg fortæller hvad den argentinske tango ikke er.   

 

Det er IKKE en serie af koreograferede bevægelser hvor kvinden ofte kan både sine egne og mandens - samtidigt. Det er IKKE en dramatisk dans hvor der kastes med hovederne eller hvor overkroppene læner sig væk fra hinanden. Det er IKKE en dans hvor man kun danser med sin egen dansepartner.  Argentinsk tango kan IKKE sammenlignes med den tango der læres i standarddansene.

 

Argentinsk tango er en dans i en dansefatning hvor føringen bliver tydelig.

 

Men tilbage til familiefesten. Man kan se argentinsk tango som en fest uden spisning og hvor alkoholindtaget er yderst begrænset. Invitationen er åben ud i tangomiljøet og folk kommer fra nær og fjern. Og lige som ved familiefesten, handler festen om at have en dejlig aften og at få danset med flest muligt. Det er ikke ualmindeligt, at der er mulighed for at danse flere dage om ugen i de større byer eller områder.

 

Argentinsk tango handler om at kunne mærke hinanden.

 

Skal jeg kikke på tangoen fra en underviser- og arrangørvinkel, så er en ting vi altid arbejder med, at få folk fra undervisningen til at komme til tangofamiliefesterne. Det kræver et vist mod og en god portion nysgerrighed at gå fra at deltage i undervisning og til at møde op til en familiefest hvor man ikke rigtigt kender nogen og hvor følelsen af at være ”på dybt vand” er overvælende.  Og succesen afhænger også af hvor godt det lokale tangomiljø er til at byde nye velkommen på en behagelig og anerkendende måde.

 

Argentinsk tango er en social dans.

 

Nogle gange kommer par til tangoundervisning med deres projekt om at finde hinanden igen eller for at få en hyggelig oplevelse sammen. Og vi starter vores undervisning i et forsøg på at give folk en oplevelse af at de danser, det er jo det de er kommet for. Men tangoen kan være en udfordring at komme i gang med, for du kan ikke gemme dig bag koreografier. Du er nød til at forholde dig til hvordan du føre og hvordan du bliver ført, hvad din rolle er i dansen. Og hvordan det hele skal gå op i en højere enhed på et dansegulv med andre par i ca samme situation. Der røg ”konen får ret og jeg får fred”...

 

Der er mange der kun møder tangoen i et begynderundervisningsforløb. Forestillingen om at tage ud og danse med fremmede, bruge mange timer om ugen på at tage ud og danse, øve og få undervisning virker uoverstigelig. Der skal jo også være plads til at gå til kajak, kort og kor.

 

Der er også mange der bliver væltet bagover og får store oplevelser mens de rejser rundt på Fyn, i Danmark, Europa og Verden og danser tango. Det er nemlig den samme kultur og den samme danse man møder alle steder. Så kan du danse i Svendborg, så kan du også danse i Shanghai.

 

Den argentinske tango er en gave. 

  

  

Share