En tango med Lene Damholt

 

 

Vi befinder os i Rosenbækhuset i Odense, oppe på første sal. Nede fra dansegulvet flyder tangomusikken og understreger indholdet af vores samtale. Sidste gang jeg lavede ”tre hurtige” var det Jørgen Christoffersen, og Jørgen pegede på Lene Damholt Jørgensen som den næste. Så her sidder vi, og Lene beretter om den gang, hun startede på tangoen.

 

billederev3For 11 år siden så jeg nogle danse tango på pladsen foran Cafe biografen, og jeg tænkte bare, ”ej, det må du simpelthen prøve”. Et halvt år senere, en søndag morgen i januar, hørte jeg en, der hedder Maureen i lokalradioen, der inviterede alle til at komme ned på Badstuen kl. 12 samme dag og prøve at danse tango. Det gjorde jeg så, og jeg tog en veninde med. Vi var de eneste, der havde taget imod invitationen, så introduktionen blev intensiv.  Jeg blev bidt af tangoen med det samme, og begyndte at komme selv, hvilket krævede mod. Mod til at gå alene, mod til bare at komme og sætte mig og, tro jeg er en del af en helhed, og tro at nogen gider danse med mig.  Men jeg syntes, at jeg blev rigtig godt modtaget. Der var straks nogle, der gerne ville sætte mig i gang, og som tog hensyn til, at jeg var ny.

 

Næsten fra starten gik jeg til undervisning, hvor Hans Krogh var min første dansepartner. Vi gik hos Johan Eckhart Hansen, som nu er flyttet til København, og de første 2-3 år dansede jeg mellem 3 og 5 gange om ugen.  Jeg var fuldstændig vild i varmen og skulle bare lære det.  Jeg har siden trænet og gået til undervisning med mange forskellige, og tit har vi trænet sammen på den enes arbejdsplads, i mødelokaler, undervisningslokaler el. lign. Dengang brugte vi videoer som inspirationskilde, hvor det i dag jo er YouTube.  For mig har det været vigtigt at træne, træne og træne, da jeg har en struktureret tilgang til dansen. På den måde kan jeg få overskud i dansen til milongaerne.

 

Da jeg startede, var Maureen Jochumsen meget aktiv i foreningen. Hun blev senere formand. Hun var god for miljøet, da hun var meget inkluderende i forhold til alle nye, og det var rigtig dejligt. Som sagt gik jeg til begynderundervisning hos Johan, og jeg kan huske, at de andre talte om, at Gunner Svendsen fra København også underviste i Odense. Jeg tænkte, ”det varer mange år, inden jeg bliver god nok til sådan en københavnerlærer!”. Men det varede jo ikke mere end et års tid, så begyndte jeg også at gå hos Gunner. Også Gunner var samlende for miljøet, lidt pudsigt, da han jo aldrig har boet i Odense.

 

Gunner arrangerede tango-rejser til Buenos Aires, og da jeg havde danset i 2 år, deltog jeg i en 14-dages rejse. En fantastisk oplevelse!  Og udfordrende!

 

En pause opstår, og musikken fylder rummet i mellem os.

 

Efter turen til Buenos Aires nød jeg det trygge miljø i Odense. Dengang var der Practica på Badstuen om tirsdagen og Fredagscafe på 17:48 på Skibhusvej om fredagen. Fredagscafeen blev i starten organiseret af Frank Hauen, som også underviste i tango på 17:48. Og dertil var der jo undervisning ved Allan, Gunner og Johan. Og udover det, så var der træning. Jeg har virkelig brugt meget tid på at træne. Jeg følte lidt, at der var to fraktioner i tangomiljøet dengang. Som jeg så det, var der Frank Hauen, som havde en meget teknisk tilgang. Han havde en baggrund som kropsterapeut el. lign. Jeg kunne altid mærke når jeg dansede med en mand, der var blevet undervist af ham pga. stilen. Lidt teknisk.  Dette modsat Allans undervisning, som også havde teknik i sig, men hvor tilgangen var meget mere legende. Sådan oplevede jeg det.

 

Dansestilen var også noget, der optog miljøet dengang.  Jeg sad i bestyrelsen i Baila el tango i 3 år, og jeg kan huske, vi havde mange diskussioner om, hvorvidt vi skulle have en bestemt stil i Odense. Skulle vi danse i milonguero-stil, skulle vi danse mere moderne tango i åben stil osv. Enden blev vist, at vi først og fremmest skulle have dygtige undervisere, uanset stil, når vi skulle have udenbys eller udenlandske undervisere til workshops. Jeg har ikke selv nogen foretrukken stilart. Jeg kan lide at danse både tæt og småt og i åben stil med de store figurer. Det er dejligt med forskelligheden. For mig skal udtrykket i tangoen være mangfoldig. Kontakten er det væsentlige.

 

For ca. 3 år siden var jeg igen i Buenos Aires  - igen med et 14-dages kursus med Gunner som arrangør, men derefter tog jeg på en rundrejse i Argentina i 3 uger sammen med Jette Bjerre. Jeg havde forinden gået på VUC i 3 år for at lære spansk – og det var godt! Man får en helt anden kontakt. Vi dansede i Mendoza, og det var en oplevelse i forhold til Buenos Aires. Der var en rigtig klubstemning, ligesom vi har det her i Odense. Vi blev præsenteret med det samme: De to, de kommer fra Danmark og hedder Lene og Jette, og de danser tango. Vi blev budt op, fik danset en masse – og blev oven i købet kørt hjem til hotellet bagefter!

 

Hvad oplever du var anderledes i Buenos Aires i forhold til i Odense?

 

Selvfølgelig er der mange forskelle, men det jeg hæftede mig mest ved – udover niveauet – var, at man er meget bedre til at overholde danseretningen, at parrene er opmærksomme på hinanden indbyrdes og dermed skaber en form for flow på gulvet. Det flow, vi ser derovre, det er sjældent, vi oplever det her hjemme. Gulvet var altid tæt pakket, men der var ikke nogen, der bumpede ind i hinanden.

 

Det, der stadig fascinerer mig ved tangoen, er sensualiteten og musikaliteten. Jeg bruger alle mine sanser. Jeg skal lytte intenst til min partner - ellers bliver dansen mekanisk. Det har været personligt udviklende for mig at arbejde med at være i nuet, arbejdet med at turde gå ind i et andet menneske på den måde. Det var lidt grænseoverskridende i starten. Og det er noget, jeg søger at komme endnu dybere ind i. Derudover bliver min kropsbevidsthed også bedre – og også her er der stadig udviklingsmuligheder!! Endelig skal jeg ikke underkende glæden ved at klæde mig feminint på, give den lidt ekstra med kjole og sko.

 

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft i tangoverdenen?

 

Den helt sublime oplevelse er, når jeg har fået en dans, hvor jeg har følt, at vi har været én krop med 4 ben. Når det lykkes, så er jeg lykkelig, og jeg behøver kun have én dans sådan en aften. Det handler om at byde ind med nærvær, fra begge sider.  Nogle gange mediterer jeg, inden jeg tager til tango. Det er rigtigt godt, for det giver mig større chance for at være i nuet.

 

Tangoen kan man også have med ”i kufferten”.  Jeg har danset i Buenos Aires, Barcelona, Madrid, Berlin, Beijing - og så selvfølgelig en masse steder i Danmark. Tangoens sprog er globalt.    

 

Hvilke gode råd vil du give en ny danser?

 

Man skal tage en beslutning. Hvis man synes ”Det her er noget, jeg gerne vil”, så skal man sige til sig selv: ”Du skal holde ved et år!” Det første års tid kan være enormt svært:  Alle de trin, alle de mennesker, alle dem der er meget dygtigere end en selv, alle de spørgsmål. Der er så meget, men kommer man igennem det første år, så venter der store glæder. De kommer forhåbentligt også undervejs, men der kommer mange gange, hvor man tænker, ”nej, det her, det gider jeg ikke, fordi jeg finder aldrig en at danse med, eller nu er der for mange kvinder, eller jeg lærer det aldrig”. Man er nødt til at holde fast. Efter et års tid kender man miljøet, og man kan begynde at tænke mindre på trin.

 

Hvis begynderen er en kvinde på min alder - altså fra tiden med rødstrømper og basisgrupper – så vil jeg  anbefale hende at lægge kontrollen og LYTTE. Her er det manden der fører, og kvinden der udfører. Kvinden skal lege og eksperimentere med sine kvindelige sider og tro på, at manden gør de rigtige ting. Manden har mange opgaver: lytte til musikken, skabe dansen og føre, navigere på gulvet. Han skal faktisk multitaske! Uden for dansegulvet går jeg absolut ind for ligestilling! Så jeg vil sige: lyt og leg.

 

Interviewet er slut. Det har været en spændende rejse, og vi går nedenunder igen og afslutter vores møde med en tango. 

 

 

YouTube

Herren Lene danser med på billedet er Juan Carlos Copes.  Han er blandt andet kendt for sin medvirken i filmen"Tango" af Carlos Saura fra 1998. Her er et klip fra filmen, hvor Copes danser med Lorena Yacono. Musikken er "Recuerdo" af el maestro, Osvaldo Pugliese.

 

 

 

Share