Tango on the Road

 

Klumme/Morten ”Vi orker ikke at køre til Odense, når vi kommer hjem fra arbejde!”  Sådan cirka var der en, der sagde, da Trine og jeg i sin tid startede ud med undervisning i Sdr. Nærå.

 

Husmandsstedet i Sdr NæråOg der kan være meget langt, ikke bare fra Sdr Nærå og til Odense, men også fra f.eks. Svendborg til Odense. Der er så langt, at flere af vores non-tango venner ryster stille på hovedet og kikker ned, når vi næsten hver tirsdag kører hele vejen til Odense – bare for at danse! For slet ikke at tale om at køre til Aarhus eller København og være væk i flere dage. Det er lige før, kvinderne på egnen er begyndt at genne deres børn indenfor, når de ser, at vi skal op i Brugsen for at handle.

 

Men tango er ”socialt klister”, og som én engang sagde, “Det er lige som at have en reserve familie. Jeg kan være væk længe, og når jeg kommer tilbage, så hilser alle og spørger, hvordan jeg har det. Det er som om, jeg slet ikke har været væk”.

 

Og det med vores oplevelse af afstanden er en vigtig inspiration for mig. En inspiration til at tænke lidt anderledes, og en af grundene til, at Trine og jeg, for 2½ år siden, spurgte hinanden: Hvordan engagerer vi flest muligt til at gøre mest muligt tango?

 

Min egen overbevisning er, at der er masser af steder, hvor den argentinske tango kan leve og fungere som socialt klister. Vi skal ud og gøre tangoen levende lokalt. I forsamlingshuset, på den lokale skole, caféen nede i byen osv. Meget af det vi gør på Sydfyn, sker gennem netværk og opsøgende arbejde.   

 

Og det er ikke nok kun at komme og undervise og så køre igen. Som ambassadør for tangoen, skal du engagere dig med de mennesker, du møder, og hjælpe dem med at komme i gang med at arrangere tango der, hvor de nu er.  Det er feks ret enkelt at ligge en practica lige efter undervisningen, og dermed begynde at skabe et fælleskab om det at danse. Inviter alle ind til practicaen så de nye møder de mere erfarne. Engager folk i at arrangere tango og hjælp med feks spilleliste til en ugentlig practicaaften, hvordan man arrangerer en milonga og kontakt til andre undervisere.

 

Det er morgendagens dansere, du har med at gøre. Sørg for at de får gode og sjove oplevelser, når de danser. For mig er det vigtigst, at folk i starten kommer hjem med en oplevelse af, at de har danset. Der er mange lag i tangoen.  

 

Magasingaarden i Faaborg

Og netop fordi vi oplever, at det er vigtigt at dyrke det lokale, tager Morbror Tages Tangosalon feks på Road Tour til Faaborg og Sdr. Nærå. For at have det sjovt med de mennesker, vi møder, og for at støtte op om de nye miljøer og for at skabe endnu mere interesse.  

 

Og samtidig er der behov for større steder, hvor udenlandske navne kommer forbi, og hvor de store tangoballer bliver afviklet. For en del af dem, der starter lokalt, er nysgerrige og vil gerne opleve og lære endnu mere tango. Det er bredden, der gør forskellen.

 

Det er ikke så svært. Vi risikerer at få nye venner, når vi aktivt begynder at gøre noget. Flere af de lokale i Ulbølle og omegn har nu prøvet at danse tango. Og selv om Trine kender ALLE i Vester Skerninge og omegn, så oplever jeg, at endnu flere hilser og smiler, når vi er i Brugsen og handle. Og det tror jeg godt, jeg kan leve med ;-)

Share