”Sleep, eat, dance, repeat!”

 

LailaIntroK1Jeg dyrker ikke tango, jeg er tangodanser. At danse tango er en nødvendighed for mig. Og tro mig, det er ikke kun mine fødder og min pengepung, der lider under den kendsgerning, men også (tango)venner, familie og resten af verden for den sags skyld, for jeg er tabt for omverdenen, når min tangofeber sætter ind. Mangt og mangen er gået min næse forbi, da jeg konstant har den  begravet i en skjorteflip eller er svært beskæftiget med at kontrollere et af mine danse-hedeanfald.

Hmm, det var ligegodt sørens..., tænker i nok, men jeg er slet ikke begyndt! Det er langt mere bekymrende, for jeg er ikke den eneste. Allerede i 1999 - mange år før jeg bævende omfavnede min første tangounderviser i et klodset møde med min kommende addiction – indså jeg, at tangoen kunne ramme som en feber, der aldrig slipper dig igen.

Det skænesvangre år havde jeg, en regnfuld sommerdag, forvildet mig ind i  en tom biografsal, hvor filmen ”The Tangolesson” fyldte lærredet og mig med drømme. Så stadig høj over det, drak jeg næste aften en veninde fuld, og fik hende til at sværge på at tage med på eventyr til tangoens fødeby. Fire måneder senere, sneg vi os ind i maestroen Dienzels oase af en baggårdsøvelokale i udkanten af Buenos Aires, hvor vi med egne- og store øjne var vidner til horder af svedende, svævende og sanselige folk på tværs af sociale, etniske og aldersmæssige skel komme hinanden ved uden ord, men nærvende, som man kun er i en omfavnelse. Det var som om tiden stod stille, når man kiggede på dem, lidt betuttet ved  følelsen af at stirre, men ude af stand til at lade være. Som de næste par uger gik med at etablere os som faste bænkevarmere på stedet, fandt jeg imidlertid ud af, at vi kunne have været en hel hær, der stirrede, for danserne ænsede ikke andet end hinanden, musikken og samspillet om at bevæge sig graciøst og legende henover gulvet.

Tangoen er god motion- og venner, og den er en sund udfordring i en alt for travl og kriseorienteret verden.

Ja, Jeg er den fødte drømmer, så jeg var solgt, for tangoen er drømmenes univers, det er et frirum, hvor det er muligt bare at være sig selv i kraft af sin krop og sjæl.

Nå, men tilbage i Danmark foråret 2000, blegnede tangodrømmene dog hurtigt. Mit første  besøg i Argentina var alt for kortvarig til at nå andet end at gå bankerot i daværende vanvigtig dyre Buenos Aires. At begynde at danse selv, nåede jeg, trods nok så megen passioneret stirren, aldrig til. På den måde gik der 10  tørlagte tangoår, før jeg endelig mødte min mand, der bar på lignende tangospøgelser i skabet. Vi gravede slørede minder frem, stykkede nye planer sammen, og denne gang behøvede jeg ikke drikke mit offer fuld for at lokke ham med tilbage til Buenos Aires igen, og igen og forhåbentlig igen. For med tiden er tangoen også blevet en gave for os, og derfor har vi accepteret vores nørdethed - vi har efterhånden mødt så mange ligesindede fra hele verden, at vi ikke føler os helt så vanvittige mere, så bær over med os, når det kammer over en gang i mellem kære  tangofolk fra Fyn. I der har taget så godt imod os og vis tangofavne, vi endelig er landet i & velkommen læsere af Bailaeltangos klumme, hvor tangonørder frit vil lette deres hjerter, kloge sig om og dele deres oplevelser med alle, der gider lægge ører til.

Find os på facebook, og giv jeres besyv med.

Share