El Arranque

 

Mandag og tirsdag og indimellem torsdag i de sene eftermiddagstimer går jeg på milongaen El Arranque, som nok er min foretrukne milonga. Det var et af forslagene, som jeg fik af Mercedes fra Kolding DK. Mercedes er oprindelig Porteña (indfødt fra Buenos Aires). Det var på El Arranque, at jeg havde min tangodebut i Buenos Aires for tre år siden, da jeg - godt træt af flyveturen - på ankomstdagen uden at have sovet i en seng i 36 timer, dansede min første tango i denne længslen by.

 

rejsebrev23Det var her jeg følte mig velkommen fra første sekund. I denne milonga har jeg aldrig siddet en dans over, med mindre jeg selv ønskede det. At jeg har været her mange gange bevises af de gevinster jeg har vundet på mine entrebilletter – 1 flaske champagne og 4 CDér . El Arranque ligger ikke mere end ti minutters gang fra min lejlighed. Fra Hipólito Yirigoyen går jeg direkte ud på Plaza del Congreso – en stor park med springvand og masser af bænke lige foran regeringsbygningen. Her kan man tage et hvil eller slikke lidt solskin. Parken er omgivet af store palmer, jacarandaer og andre smukke træer. Der flyver masser af duer rundt omkring, og de professionelle hundepassere lufter deres kobbel – ofte op til 12 – 15 hunde. Kongresbygningen står som en stor silhuet foran den lave sol. Ofte har jeg oplevet demonstrationer og manifestationer foran regeringsbygningen. Så er pladsen og gaderne fyldt op med mennesker fra alle egne af Argentina, folk kan åbenbart lide at give deres mening til kende. Nogle gange har de endda telte, soveposer, kogegrej og mad med fordi det kan vare op til flere dage. Politiet sørger for ro og orden, uden på nogen måde at gribe ind. Jeg har aldrig oplevet voldelige handlinger eller misbrug af alkohol i forbindelse med disse manifestationer. Folk hygger sig med deres ”Yerba Mate”, som går fra mund til mund blandt vennerne. Jeg har nok oplevet omkring 25 -30 af disse manifestationer af politisk eller religiøs karakter, når jeg tæller dem med, som er foregået andre markante steder i byen. Det er dejligt at fornemme folkets frihed til at manifestere sig i demokratiets navn.

 


Jeg krydser Av de Mayo – byens akse - der strækker sig fra Casa Rosada til Congreso. Jeg går videre henad Av Rivadavia, som er den længste gade i Buenos Aires og som fortsætter med samme navn ude i provinsen. Det er værd at vide, at alle gader, som krydser Rivadavia, skifter navn ved denne gade. Og husnumrene, som altid starter med laveste nr. ved Rivadavia, springer op til næste 100-tal ved næste gadekryds (husblok). Rivadavia krydser bygrænsen til Provinsen Buenos Aires omkring hus nr. 11.800. Herfra strækker gaden og den bymæssige bebyggelse sig lige så langt ind i provinsen.

 


Mandag og tirsdag og indimellem torsdag i de sene eftermiddagstimer går jeg på milongaen El Arranque, som nok er min foretrukne milonga. Det var et af forslagene, som jeg fik af Mercedes fra Kolding DK. Mercedes er oprindelig Porteña (indfødt fra Buenos Aires). Det var på El Arranque, at jeg havde min tangodebut i Buenos Aires for tre år siden, da jeg - godt træt af flyveturen - på ankomstdagen uden at have sovet i en seng i 36 timer, dansede min første tango i denne længslen by.El Arranque ligger på calle Bartelome Mitre tæt på Av Callao et hovedstrøg parallelt med Av Nuevo de Julio. Om mandagen og torsdagen spilles der op til tango af den legendariske DJ Mario Orlando, der ud over El Arranque også spiller på de velkendte milongaer ”Niño Bien”, ”La Ideal”, ”Club Sunderland”, ”Salon Caning”, for at nævne nogle af dem. Han spiller fantastiske tandaer og holder sig til de uskrevne regler med hensyn til opbygningen af en tanda og vueltaer (sammenhængende danse i en cyklus). Ligeledes kører han den velkendte cyklus: 2x4 tangoer - 2x4 tangoer – 1x4 valse - 2x4 tangoer - 2x4 tangoer – 1x3 milongaer – og forfra igen. Det gør det forholdsvis nemt at forberede sig til partnervalget. Og man kan tælle dansene, så man ikke kommer til at byde op mens den sidste (eller næstsidste) dans i tanda er i gang! Det betragtes som uhøfligt og er ikke velset. Man skal være varsom med at byde op lige efter man er ankommet eller efter et evt. toiletbesøg, hvis man ikke har styr på rækkefølgen. Jeg kan godt falde lidt i snak med ”toiletdrengen”, som altid rækker mig et papirhåndklæde efter håndvasken. Han får en pesos og vi er begge tilfredse.

 

rejsebrev24Tjeneren Carlito modtager mig altid med et håndtryk og følger mig til mit foretrukne bord i midterrækken 3 borde fra dansegulvet. Jeg bestiller min ”agua con gas” og skifter skoene. Ved nabobordet sidder som regel ”el presentador” Jesús Mela, som nikker en velkomsthilsen til mig. Jeg møder mange smilende blikke, som jeg gengælder. Det er samtidig en tilkendegivelse af at man er til stede: ”Husk mig!!!” - I El Arranque springer jeg ingen tandaer over. Selv den yndefulde Chacarera danser jeg som regel. Det er som om lidt af Argentinas sjæl ligger begravet i denne musik, som simpelthen indbyder til dans. To af mine favorit fortolkere er Mercedes Sosa, som døde den 4 oktober 2009,  mens jeg var her. Flaget på pladsen foran obelisken var på halv i flere dage. Den anden er Chaqueño Palavecino, som jeg har oplevet til en 3-timers koncert i her i Buenos Aires. Chacareraen, som i modsætning til tangoen er meget struktureret, danses synkron og parvis og kunne sammenlignes med et par dansendes fugle, som med løftede vinger ombejler hinanden. Den sidste variation er altid en let omfavnelse.

 

Omkring kl.:18 er dansegulvet som regel så fyldt, så det virkelig kræver disciplin og hensyntagen for at sammenstød undgås. Det er nok derfor at milongero-stilen har udviklet sig. Det er helt klart, at danseretningen mod uret overholdes. Man danser enkle figurer med små trin i tæt abrazo. Det giver fornemmelsen af at danseparret er ét væsen på 4 ben. Har man den rigtige partner – og man har tillid til hinanden – så giver det en dejlig danseoplevelse, mens man lytter til tangoens vemodige toner. Jeg opfanger desværre kun brudstykker af sangteksterne, som jeg nogle gange får forklaret af mine dansepartnere.  Lige som i Danmark nyder jeg at danse med mange forskellige partnere. Det giver mig god variation. Ud over at jeg danser med mine bekendte, hvor jeg ved, at det fungerer, og hvor man kan få udvekslet nogle sociale fraser i mellem dansene, som giver mig mulighed for at praktisere sproget, så danser jeg også gerne nogle tandaer med ukendte partnere.Ssom regel bliver jeg positivt overrasket og får ny inspiration.

 

Senere på aftenen, når det er tyndet lidt ud på dansegulvet, kan jeg godt finde på at indbyde til nogle af de figurer, som man ynder at bruge i Danmark - så som forskellige gancho´s, barridas, rondas og lign. Det skal man dog ikke finde på, når gulvet er fyldt. Milongaen er som en levende symbiose, som helst skal være i bevægelse i retning mod uret hele tiden. For lange opbremsninger virker irriterende på de fleste. Og baglæns trin er kun tilladt, hvis man er sikker på, at man ikke træder nogen over tæerne. Og man har jo ikke øjne i nakken!

 

Hvis jeg ikke fortsætter på en nat-milonga, som jeg finder på et par gange om ugen. Som regel i Club Cricel. Så spiser jeg ”cena” (aftensmad) på en af de mange fortovsrestauranter i nærheden. F.eks. ”Napoles” på Rivadavia med udsigt til den illuminerede Congreso. Jeg nyder at betragte folk og biler, som farer forbi i denne lune forårsnat, mens jeg spiser en fortrinlig pizza ”Jamon y morrones” (skinke og peberfrugt) eller et par ”Empanadas” og nyder en cerveza negra dertil.

 

Jeg har ikke langt hjem, så det det bliver den sædvanlige spadsere tur gennem natten forbi de mange spændende facader hvor vinduer, døre og udsmykninger minder om en stor fortid. Det er nydelse, som jeg savner, når jeg derhjemme sætter mig i bilen og farer hjem efter en dejlig aften.

 

  • rejsebrev24
  • rejsebrev21
  • rejsebrev23
  • rejsebrev25
  • rejsebrev26
  • rejsebrev28
  • rejsebrev22

 

 

 

YouTube

Her er et klip fra El Arranque. Klippene er ikke af Horst, men offentlige klip på YouTube. 

 

 

 

Share